Tomates Rellenos con Atun y Arroz
2017-11-06Tomates Rellenos con Atun y Arroz betyder “fyldte tomater med tun og ris”. Denne opskrift er en variation af Tomates Rellenos, fyldte tomater. Rent faktisk er det kun kokkens fantasi og indholdet af dit køleskab der sætter grænserne for hvad man kan bruge som fyld til tomaterne – så slå dig endelig løs i tapaskøkkenet!
Ingredienser
4 Store tomater
2 dl Ris
1 dl Fiskefond
1⁄2 Løg (finthakket)
400 g Tun (frisk eller fra dåse)
2 fed Hvidløg
3 spsk Frisk bredbladet persille (finthakket)
1 tsk Sød paprika
1 spsk Tør hvidvin
1 drys Salt og peber (efter smag)
3 spsk Olivenolie
Revet ost (ikke obligatorisk)
Fremgangsmåde
1. Hvis du bruger frisk tun skal du starte med at stege den 3-4 minutter på hver side i olivenolie i en lille gryde. Fjern derefter fisken, hak den i små stykker og sæt gryden med olivenolien til side til senere brug.
2. Varm fiskefond og tilsæt ris og paprika. Kog risen efter pakkens anvisning. Tilføj om nødvendigt mere vand.
3. Forvarm ovnen til 200 °C.
4. I tun-gryden varmes den resterende olivenolie ved medium-høj varme. Løg og hvidløg tilsættes og steges til løget er blødt.
5. Mens løget steger skæres toppen af tomaterne og kødet indeni tages ud. Gem tomat ”skallerne” og hak tomatkødet fint.
6. Tilsæt tomatkødet i gryden med løg. Tilsæt desuden persille og vin og kog blandingen i ca. 5 minutter.
7. Tilsæt ris og tun og kog videre i 2-3 minutter. Smag til med salt og peber.
8. Fyld hver tomat med blandingen og top eventuelt med lidt revet ost.
9. Bag tomaterne i ca. 15 minutter og server straks!
Bedømmelse
(0 / 5)
0 har bedømt denne opskrift