Sorte ris – det nye sorte
Jeg ved det. Overskriften er næsten for oplagt! Ikke desto mindre er der tilsyneladende noget om snakken. Sorte ris har holdt deres indtog på adskillige danske sushi restauranter indenfor den seneste tid. Spørgsmålet er dog, hvad disse ris kan tilbyde udover at fremstå spændende og fremmedartede?
Sorte ris bliver som så mange andre rissorter dyrket i Asien. Risene er typisk umalede, hvilket betyder, at de fiberrige sorte skaller ikke fjernes. Sorte ris har altså udover den umiddelbare visuelle værdi også en ernæringsmæssig værdi. Så mangler vi bare at finde ud af hvordan de smager!
Jeg har én gang haft fornøjelsen af at smage disse sorte ris. Det var i forbindelse med et running sushi måltid på Soya 2 i Århus. Og smagen: Ja, den mindede mere om brune ris end om traditionelle sushiris. I forbindelse med sushi var dette efter min mening ikke optimalt.
Jeg er klar over at sushi på mange måder er en visuel spise, hvilket er ensbetydende med at den visuelle fremstilling spiller en næsten ligeså stor rolle som smagen. De sorte makiruller var da også nogen af de første der blev hapset på rullebåndet, men jeg nøjedes dog med den ene smagsprøve. Jeg kunne dog forestille mig, at risene vil komme mere til deres smagsmæssige ret i mere grove og rustikke sammenhænge som fx tilbehør til gryderetter.
Tilberedning af sorte ris
Der er flere ting end farven, der adskiller sorte ris fra andre rissorter. Herunder hører også tilberedningen.
Ligesom det er tilfældet med andre typer af umalet ris, tager sorte ris længere tid at tilberede end traditionelle afskallede ris. Skylning og flere timers iblødsætning af risen før den egentlige tilberedning vil bidrage til at bringe kogetiden ned, men som en overordnet regel skal risen koge i 20 til 30 minutter efter iblødsætning og helt op til 60 minutter, hvis du bruger ubehandlede ris!
Sorte ris ses også ofte anvendt i desserter. Hvis dette er tilfældet, er de undertiden kogt med en blanding af kokosmælk, sukker og vand, hvilket giver en sød, klæbrig og budding-lignende ris.
Sorte ris kan efterhånden købes hos de fleste asiatiske købmænd.
skrevet af Vibeke d. 12. februar 2020
Jeg koger kun sorte ris i 25 min. efter skylning- men uden iblødsætning.
1 del ris og 2 dele vand, som du også foreslår.
Jeg kan godt lide, at de har lidt bid.
Er der nogen ernæringsmæssig grund til at koge dem længere ?